Velkommen til Vasanthi (in English)

ElephantHistorien om Vasanthi begyndte i Thailand i januar 2012, hvor vi rejste rundt i landet i en måned med vores datter på ni måneder. Igen og igen oplevede vi, at vi blev draget af alle de smukke og håndlavede produkter, der havde med lys at gøre.

Tænk hvilke stemninger og hvilken hygge, de kunne være med til at skabe.

Skulle vi selv skabe noget? Med lys? Vi smilte ved tanken og fyldte den største kuffert, vi kunne finde med lyskæder og børnelamper og rejste hjem.

Lysene lå godt gemt i kufferten. I lang tid. Men tanken om, hvad vi kunne skabe, lå i baghovedet og arbejdede. Hele tiden.

Vinter blev til sommer. Og i sommeren 2012 rejste vi til Sri Lanka på ferie.

Vi besøgte Sri Lanka under den enorme Perahera festival i Kandy, hvor byen bliver besøgt af hundredevis af elefanter, der er udsmykket med smukke glitrende kapper. Den lille smukke blå elefant med perlekappe blev købt under Perahera festivalen. Selvfølgelig. Og den blev hurtigt symbol på flere ting.

Landet gjorde indtryk. På flere måder.

Hanne er født i Sri Lanka. Så det var på mange måder stort at besøge landet sammen som lille familie. Men det blev også en rejse, hvor vi tog beslutninger og lagde planer for fremtiden. Lysene fra Thailand blev samtaleemne, igen. Dér på Sri Lanka blev det helt naturligt, at vores virksomhed skulle hedde Vasanthi. Hannes fødenavn. Og nu vores lille families mellemnavn. Det var lysende klart. Og den lille elefant blev pakket godt ind og fragtet med hjem til Danmark – sammen med ideer og en forretningsplan for tilblivelsen af Vasanthi.

I vinteren 2013 rejste vi igen til Thailand. På forretningsrejse. Sådan rigtigt. Mødte leverandører, besøgte fabrikker og workshops. Så på lamper og lyskæder. Rigtig mange lamper og lyskæder. Vi drak frisk kold lime juice og spiste pad thai, mens vi tænkte os om. Godt om. Vi kunne mærke, at vi var glade. Det føltes rigtigt at skabe vores eget. Nu skulle der handles. Og sådan blev denne rejse til Thailand startskuddet til Vasanthi.

Når vi rejser rundt omkring i verden, finder vi altid en skøn, lille, skæv og farverig ting til vores hjem. En ting, der kommer til at stå vores hjerte nær. Hjembragte ting fra andre verdensdele, der minder om stjernestunder, spændende oplevelser, dufte, lyde og farver, ting, der får vores familie til at smile … et øjeblik af verden … nu i vores hjem. Som den lille elefant fra Sri Lanka.

Når vi “hjemmer den”, er det med ting, der har betydning for os. Vores håb er, at du med produkter fra Vasanthi vil få lyst til at pryde dit hjem eller din have en varm sommeraften – eller til årets fest. Vi håber, at produkterne vil bringe glæde og smil og varme med sig. Velkommen til Vasanthi’s univers … lys, der skaber stemninger.

Hanne og Jacob Vasanthi Breindahl

 

 

TOP