Guldpsykologen fortæller!

af admin / søndag, 17 november 2013 / Udgivet i Interview

Jeg har glædet mig helt vildt til dele de før omtalte interviews med jer. Af mange gode grunde. Nye og gamle ansigter i en sand forening
– skønne mennesker, der har fået en plads i vores hjerte, fordi de har været tæt på os i en tid, der har været præget af alt fra lykkerus til
nedbidte negle, vores opstart af Vasanthi.

I dag skal I møde Minna Lund. Minnas og min historie begyndte egentlig for otte år siden, da Minna lavede vores smukke vielsesringe.
Men det er otte år siden. I vinters mødtes vi igen, tilfældigt, til fælles BootCamp træning hos vores fælles træner Krisztina Maria.
Vi svedte igennem. Sled i det.
Og udenfor de udmattende trænings-seancer fandt vi hinanden over kaffe og udveksling af livsfortællinger.
Det smiler vi stadig af i dag, hvor vi ser meget mere til hinanden, hvor den i øvrigt helt særlige Boot Camp ånd stadig lever mellem os, der deltog.
Kunne jeg lige snige en lille tak ind til Krisztina Maria her for at facilitere dette særlige rum. Sådan.

Nå, men Minna har altså også fulgt med i Vasanthis opstart …
og har deltaget helt aktivt på mange måder men også i forbindelse med udlån af smukke og eventyrlige smykker til vores allerførste photo shoot.

Nå, men det var lige lidt baggrund … jeg håber, at du har kaffe i koppen og har tid og lyst til at læse med, når Minna fortæller:

 

Foto: Lars Svankjær

Foto: Lars Svankjær

Minna, du står bag Milas Jewellery, der lige har haft 18 års fødselsdag – TILLYKKE med det!
Hvad laver du i din butik?
Jeg laver meget forskelligt. Jeg er den, der har det
overordnede billede, visionen, i hovedet. Jeg nurser mine ansatte og mine
kunder. Jeg samler tråde og dirigerer.

Der er jo mange om buddet, når vi taler smykker. Hvordan finder du din plads i
smykkeverdenen?
Det tænker jeg overhovedet ikke over. Jeg er mig med mit.
Jeg tænker over, om jeg har det, som jeg vil have det i mit liv med mit firma,
slet ikke på branchen eller på andre.

Hvordan vil du beskrive dine smykker – hvad er deres DNA?
Mine smykker er ærlige, godt håndværk og gode materialer. Mine smykker klæder den,
de havner hos,  det sørger vi for. Mine smykker er romantiske og spirituelle, hvis man vil.
Mine smykker både fødes og gives ofte med stor affektion.

 

 

 

Foto: Minna selv.

Foto: Minna selv

Hvilke steder på nettet finder du inspiration til dit arbejde?
Mit arbejde opstår i mit hoved, jeg har vist aldrig fået en ide til noget på
nettet. Men når jeg cykler rundt og kigger på gamle huse og smuk natur, kan jeg
godt få ideer til smykker.

Du har selv åbnet virksomhed og haft iværksætterlivet helt tæt inden på livet.
Hvordan kom du selv på ideen? 
Det var altid en plan på sigt at være selvstændig.
Jeg tror det med selv at være kaliffen ligger dybt i mit dna, jeg er meget selvstændigt tænkende og
har det svært med regler.  Og også svært med at lade andre bestemme, overordnet. Ikke småting,
dem giver jeg let fra mig, men følelsen af at være herre i eget hus er meget vigtig for mig.
Og rent smykkemæssigt havde jeg bare en helt klar ide om at lave noget ordentligt til folk,
formidle mit fag. Det syntes jeg, var en stor mangel, dengang jeg var ung. Og stadig faktisk.

Og hvad tænker du om livet som iværksætter i Danmark?
Alt for meget papir og grundlæggende mistænkeliggørelse, og stort set ingen hjælp.

 

 

Foto: Martin Kaufmann

Foto: Martin Kaufmann

Du har sammen med andre etablerede brands bakket op om Vasanthis opstart
med udlån af fx Milas’ smykker til Vasanthis photo shoot. Hvad fik dig til at sige ja til det?
Jeg kan lide jer, jeres gåpåmod og lamperne!

Nu nærmer julen sig. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at du allerede er i julehumør!

Hvilken rolle spiller lys for dig, når det er jul? Lys er bare hyggeligt,
pletter og øer af lys forskellige steder, jeg er faktisk typen, der kan blive rigtig glad af en fin lyskæde.

Hvilket lys fra Vasanthi drømmer du om at pynte op med til jul?
Nogle røde kæder, tror jeg. Måske blandet med hvid og lilla.

 

 

Foto: Minna selv.

Foto: Minna selv.

Har du et billede af noget af dit yndlingsjulepynt eller af noget, der har en
særlig betydning for dig i juletiden?
Jeg er tosset med jul, helt tosset, og jeg kan ikke sige en bestemt ting, der gør mig ekstra glad.
Måske de først toner i den første sang på jule-cd’en med Michael Bublé,
eller ”December song” med George Michael, der så smukt fanger både glæde og
melankoli ved julen som højtid – for mig er det en moderne salme.
Men selvfølgelig er der pynt, der gør mig glad, lyskæder i mængder, sjovt nok,
og jeg har både nogle med nisser, nogle med mistelten, blade og klassikere bare med hvidt lys.
I år bliver det en særlig jul.
Vi er flyttet i lejlighed med meget højt til loftet og min mand har lovet at slæbe det størst mulige
juletræ op på fjerde sal. Jeg har i mange år drømt om sådan et kæmpe juletræ,
der på bedste amerikanske vis er læsset med pynt og glimmer i mange farver.
Og sådan bliver det i år; fuld skrue på farver og glæde i mit nye smukke hjem, som jeg er så glad for.

 

 

 

Tre hurtige til Minna:

Hvor og med hvem har du sidst haft en stjernestund?
Det har jeg dagligt i min butik, og så med mine døtre.

Hvad byder december på? Masser af knald på, en strøm af gæster (det nogen kalder kunder) i min butik,
hektiske deadlines, meget glæde, bunker af kalendergaver, som vi deler ud til højre og venstre,
god mad, gløggfest med bålfad i gaden, det største juletræ, man kan slæbe op på fjerde sal,
meget mere af alting som jeg elsker!

Hvad gør dig glad? At jeg lever, og at jeg tør at give mig hen i min lykke. Mine børn, min mand,
mit hjem, mit arbejde, alle de fandens dejlige mennesker, jeg er heldig at kende, min mor og far,
når et smykker gør en kvinde meget glad, lækker mad, at jeg ikke behøver tænke på,
om jeg har råd til mad og vinterstøvler og den slags. At jeg har håb. At jeg kan tro på det bedste.
At cykle gennem København, at gå en tur, at købe gaver, at kramme Carla,
at høre Vigga læse et essay op, hun har skrevet.  At se mine børn blomstre og vokse op.
Min mands blå øjne, når han smiler.
Den liste er der ingen ende på, altså ting der gør mig glad, den er virkelig virkelig lang.

 

Cocoons by Vasanthi

Cocoons by Vasanthi

Du kan læse meget mere om Minna her:

www.milasjewellery.dk

www.facebook.com/MilasJewellery

www.pinterest.com/MilasJewellery

www.instagram.com/milasjewellery

TOP