At sprede lyset på anden vis!

Januar … der higes efter lyset … bare mere lys.

Vi vil gerne tage jer med tilbage til december. Ikke fordi vi ikke skal videre i teksten. Men fordi, der i december måned skete mange spændende ting i Vasanthi i lysets navn. Vi oplevede for første gang julesalgets puls! Wow og tak til alle I skønne Vasanthi kunder, der valgte at lægge jeres vej forbi vores webshop, hvor lyset og lysene i sandhed lyste op i en mørk tid. Særligt kan vi se, at I er vilde med at designe jeres egen lyskæde … det synes vi er helt vildt fedt! PSST: Vi har stadig januarudsalg weekenden over – 10% på alle lyskæder samt design selv lyskæder og 20% på vores BIG pendler.  

Når det er sagt, så var december også måneden, hvor Vasanthi fik søsat nogle af vores ideer om at hjælpe andre, der har brug for det, gennem vores virksomhed. Velgørenhed, Charity, gøre noget for andre, kært barn har mange navne. Og mulighederne er jo mange. Og hvordan vægler man? Nogle gange dumper mulighederne lige ned i hatten til een. En skøn kvinde, Bitten, i vores netværk, fortalte os om sin kærlighed til Jannik, og om Janniks fortælling fra Fillippinerne, hvor han pt. bor. Hun fortalte om hans mod og lyst til at gøre en forskel for andre.  At høre Bitten fortælle om, hvad Jannik fik igangsat for drengene i ungdomsfængslet, var fængslende, gribende og tankevækkende. SÅ meget hatten af for at følge sine drømme og ønsket om at ville gøre en forskel, og så faktisk gøre det. Eftersom lys og lyskæder ikke var en mulighed at donere, grundet den manglende elektricitet, talte vi lidt frem og tilbage med Bitten og Jannik om, hvad der så kunne være brug for. Og sådan kom vi frem til, at en GRIS ville bringe STOR glæde hos drengene. Og sådan gik det til, at Vasanthi donerede en gris til et ungdomsfængsel på Fillippinerne. En donation vi er glade for at have givet … læs selv med i det skønne interview med Jannik nedenfor, hvor han fortæller om livet og julefesten på Fillippinerne.

VASANTHI INTERVIEW MED JANNIK BUUR

Jannik, du er for tiden på Fillipinierne. Hvad er din baggrund og din ide med at rejse til Fillipnierne?
Jeg har i flere år gerne ville til et land som Filippinerne, hvor børn og unge frit færdes hjemløse på gader og i slummen. Jeg ville opleve og arbejde med ekstreme tilfælde af mennesker, der dagligt er ramt af kamp for overlevelse. Det er en helt anden verden, end den vi kender fra trygge Danmark, hvor systemet tager hånd om det enkelte menneskes økonomiske og sociale problemer, så godt som det nu kan, hvis der er behov.

Her er du overladt til sig selv og intet system hjælper til, om så du er født uden tag over hovedet eller er handicappet. Næsten halvdelen af befolkningen lever i dyb fattigdom og med 1,6 millioner gadebørn, hvor af 60.000 er prostituerede, er det et land og en befolkning, der har brug for hjælp. Via min uddannelse som pædagog har jeg gode muligheder for at hjælpe. Det er ofte ikke kun økonomien, der giver børn og unge store problemer, men også den manglende økonomis bagside, der gør dem ude af stand til, at have gode sociale kompetencer. Derfor ender mange som gadebørn, prostituerede, kriminelle og dybt afhængige af stoffer. At arbejde med og udvikle sociale kompetencer er et af mine spidskompetencer og det her jeg kan gøre den største forskel for de udsatte gadebørn i det ungdomsfængsel jeg arbejder i.

Jannik på Youth Home, Dumaguete, Fillippinerne ... dejligt som lyset skinner i øjnene på dem alle!

Jannik på Youth Home, Dumaguete, Fillippinerne, dejligt som lyset skinner i øjnene på dem!

Jeg rejser med en organisation der hedder, Rise Above Foundation og hører til i storbyen, Cebu, hvor de organiserer hjælp til områdets mange fattige institutioner. Jeg arbejder i byen, Dumaguete, på Dumaguete Youth Home. I Danmark ville vi kalde det for et ungdomsfængsel, men set med filippinske øjne er det et sted for gadebørn, der er i konflikt med loven. Her venter de på at blive sat for en dommer og få deres dom, så de kan afsone den. Det kan dog tage meget lang tid. Selvom nogle af dem sidder inde for blot at stjæle et kamera, så kan det tage over et år, inden der er afsagt dom. Youth home er enormt fattigt. Da jeg ankom havde de to brætspil, lidt tegneblyanter, et sjippetov og en flad volleyball.

Min opgave er at lave aktiviteter for alle børnene, med de redskaber jeg nu kan få doneret penge til fra Danmark. Gennem sportslige, kreative og musikalske aktiviteter kan jeg se, at børnene begynder at arbejde sammen, komme i dialoger og udvikler sig selv og hinanden gennem alle de sociale sammenspilselementer. Mange af disse drenge har brug denne slags succesoplevelser med andre, da de er vant til at klare sig selv på gaden.

Hvordan oplever du drengenes hverdag?
Drengenes hverdag i fængslet er yderst uinteressant, hvis ikke, at der er ansat ’’en som jeg’’ til at at lave aktiviteter med dem. Een af de første dage, da jeg ankom, var der ingen aktiviteter planlagt, og dér sad eller lå 20 drenge bare rundt i lokalet på 20 kvadratmeter, uden adgang til udendørsarealer. I lokalet var der intet andet end et spisebord og væggene stod tomme. Kun de 3 ældste drenge måtte gå udenfor i den lille have og lave havearbejde.

Hvordan ser fremtiden ud for drengene?
For de fleste af drengene venter en hverdag udenfor med fattigdom, hvor gademiljøet er en stadig trussel. Selv om gennemsnitsalderen for drengene er 15 år, så er der mange af dem, der stadig ikke kan læse eller skrive. Det giver dem store problemer i forhold til at starte i skole, da de er flere år bagud og kun er på 3. klasses niveau. Det er et kæmpe problem, som gør, at drengene opgiver hurtigt og går tilbage på gaden. Flere af drengene har ingen far og mor, og det sammenlagt med, at Youth Home ingen steder har at sende dem hen, gør, at de bliver på Youth Home. Problemet her er, at madbudgettet er så lavt, at centerlederen kan blive nødt til at lukke nogle af børnene ud på gaden igen. Sådan ender drengene i deres gamle omgangskreds med stoffer og kriminalitet som hverdagskost.

Vasanthi har doneret en gris til drengens jul:
Fortæl, hvilken betydning det har for drengene, at de skal have gris til jul, som du oplever det:
Da jeg fortalte drengene, at vi havde fået penge til en julegris, var de alle helt oppe at køre og hver dag i 3 uger var der hele tiden een, der spurgte hvornår vi skulle ud at købe grisen til julemiddagen, i bare spænding. Når der bliver serveret hel stegt pattegris på Filippinerne, så betyder det, at noget stort og helt specielt skal fejres og det har lagt størstedelen af drengene aldrig prøvet. De fleste af drengene har aldrig fået serveret et rigtig filippinsk festmåltid, da deres juleaftensmåltid er det samme som de får hver eneste dag, nemlig ris og tørret fisk. Da vi fik grisen hjem, passede og plejede de den, som jeg aldrig har set noget passe og pleje et dyr før. De var så stolte. Og de glædede sig for alvor til julefesten denne decembermåned. Da den store dag kom, var de yngre børn stået tidligt op for at få lov til at komme ud til grisen og gøre den klar til slagtning. Men ikke bare grisen i sig selv var en succes, men den gav anledning til fest og julehygge med dans, musik, juleaktiviteter og selvfølgelig lækker mad. Jeg havde talt sammen, at vi var ca. 30, der skulle spise med, men ved festens begyndelse var vi 45-50 personer. Der var så meget kød, at personalet kunne invitere deres børn og ægtefælle med. Inden grisen blev serveret, stod vi alle i en rundkreds. Joel, der er centerleder, indledte måltidet med at bede en bøn, hvor menneskene bag Vasanthi fik en varm velsignelse og den dybeste tak for deres varme hjerter hjemme i Danmark, der havde tænkt på at gøre julen til en uforglemmelig jul for så mange mennesker, der aldrig har fået lov at opleve sådan et julemåltid før.

Juleaften på Youth Home, hvor drengene får helstegt pattegris for første gang i deres liv!

Juleaften på Youth Home, hvor drengene får helstegt pattegris for første gang i deres liv!

Hvordan oplevede du tyfonen?
Hvordan har den påvirket det område du er i og dit arbejde undervejs og nu efterfølgende?

Jeg oplevede ikke tyfonen fra den værste side, men vi stod til at skulle rammes, så jeg havde meldt mig til at evakuere folk væk fra deres huse og ind i de lokale skoler. To nætter før begyndte vi at samle sække med ris og sardindåser til de familier, der ville blive ramt efter tyfonen. Natten op til tyfonen var skræmmende for mange, og det kunne virkelig mærkes på stemningen i byen. Alt var lukket og ingen køretøjer var ude på gaden. Jeg sad oppe i det lokale city hall – det var der al beredskab hørte til. Vi sad i en halvcirkel: Brandmænd, politi, koordinatorer, lokale orkaneksperter og os fra det sociale system og kiggede op på en storskærm, hvor vi kunne se tyfonen komme tættere og tættere mod os. Men i løbet af nattet drejede den af, og vi kunne ånde lettede op, dog måtte vi stadig forberede os på en signal 3 orkan. Efter tyfonen var der kæmpe skader i andre nærtliggende byer og på øer. Det skabte en fællesskabs følelse og handling, som jeg aldrig har oplevet noget før. Vi sorterede i vores tøj på Youth Home som jo i forvejen er hårdt ramt af fattigdom, men som Joel sagde, så er der folk der lider mere end os nu og dem skal vi hjælpe, så alt tøjet røg til Tacloban. Det lokale offentlige sociale system har en årlig julefest, men den blev droppet og i stedet røg alle pengene til redningsarbejderne også på Tacloban.

Har du noget, du gerne vil sige, et godt råd, til andre, der kunne have lyst til at rejse ud som du?
Et godt råd vil være, at det ikke er nok at rejse ud med en ide og tanke om, at du vil gøre en forskel. I stedet bør du gøre dig tanker om, hvordan du vil gøre en forskel. I de her lande skal du være tålmodig, og det hele skal gå i kulturens tempo. Der er lagt fra den samme effektivitet, da de er vant til at tænke tid kan spare penge, hvor i mod vi ofte tænker penge kan spare tid. Du skal hjemme fra gøre det klart for dig selv, hvad du har af motivationer for at arbejde med den her slags børn og unge. For tænker du for meget sandstrand og kolde drinks som hovedtema, og børnene som en ekstra oplevelse, skal du ikke tage af sted. Hvis du skal gøre en stor forskel skal børnene og institutionen komme i første række og sandstrandene i sidste.

TOP